I denne aktivitet får I en vejledning til at lave jeres egne sommerfugleterrarier, hvor I kan følge udviklingen og opleve, hvordan en sommerfugl bliver til. Derudover får I også vejledning i at lave et begynderterrarie til melorme og et terrarie til græshopper.
Sommerfugle er insekter, der gennemgår det, vi kalder en fuldstændig forvandling. Det betyder, at de udvikler sig i fire stadier: fra æg til larve, fra larve til puppe og til sidst fra puppe til voksen sommerfugl. Det er en fascinerende proces at følge helt tæt på.
Sommerfuglen, Nældens takvinge, yngler kun om foråret. I maj kan man finde blade med æg, i juni kan man finde larver, og i slutningen af juni og i juli kan man finde pupper og voksne sommerfugle.
Forberedelse
Klik på billedet øverst på siden for at afspille en video, der viser dig, hvordan du laver et terrarie sommerfugle, græshopper og/eller melorme.
I skal medtage en tom sodavandsflaske, 1 ½ liter og gennemsigtig. Hvis I i familien har et par brugte nylonstrømpebukser, så skal I også medbringe disse.
Tal i klassen, om I vil lave terrarier til alle tre typer af insekter – fx sommerfugle, græshopper og/eller melorme. Hvis I vil finde jeres egne sommerfuglelarver og græshopper, kan I kun gøre dette i foråret. På andre tidspunkter af året, kan I købe insekterne på nettet.
I felten
Nældens takvinge er meget specifik i sin føde. Larverne æder næsten udelukkende brændenælder. Gå på tur i felten og led efter brændenælder, hvor bladene viser tegn på, at larverne har spist af dem. Se videoen, som viser, hvordan I indsamler æg eller larver fra brændenælder.
I kan også lede efter græshopper. Brug et slagnet til at slå og svinge i højt græs. Her kan I være heldige at finde nymfer eller små voksne individer af løvgræshopper eller markgræshopper.
I klassen
Klip toppen af den tomme flaske. Hæld lidt sand og jord i bunden, så flasken står stabilt, og jorden holder på fugtigheden. Sæt også et par pinde i flasken, som insekterne kan sidde på. Overfør dyrene til flasken, og luk med foden af en nylonstrømpebuks.
I skal fodre dem med deres friske foder hver dag. Når I åbner for terrariet, så pas på, de ikke hopper eller kravler ud, tag det gamle foder ud, og giv insekterne deres nye, friske foder.
Pasning
Dyrene skal tilses hver dag. Ingen af de tre arter skal have vand, men de skal have frisk foder dagligt. Når alle sommerfuglelarver er forpuppet, skal de ikke længere fodres.
Terrarierne placeres et lyst sted, men uden direkte sollys.
Observation
Følg, hvordan insekterne udvikler sig. Græshoppernes nymfer bliver til voksne græshopper, melormene forpupper sig (bliver først hvide og derefter brune og hårde) og udvikler sig til melbiller, og sommerfuglelarverne forpupper sig og bliver til sommerfugle.
Tal om forskellen mellem fuldstændig og ufuldstændig forvandling.
Hvis dyrene er indsamlet i den danske natur, kan de sættes ud igen. Hvis de er købt online, kan de bruges som foderdyr, til dissektion eller aflives humant i en fryser.
Læs mere om fuldstændig og ufuldstændig forvandling på Skoven-i-skolen.
Plast er et produkt med mange egenskaber. Mange forskellige polymerer har mange forskellige egenskaber – blødt/hårdt, farve/gennemsigtig, brandbart/ikke brandbart osv.
Lad eleverne lave en pasningsplan. Hvordan vil de passe sommerfuglelarverne, hvad har de brug for osv. Og ligesådan, hvis I laver terrarier til melorme og græshopper.
Virkningsfuld kompetenceorienteret naturfagsundervisning indeholder bl.a. elementer af problembaseret og elevstyret undervisning. Et greb, du som underviser kan bruge, er at implementere åbenhed, ved at stilladsere undersøgelserne med frihedsgrader.
Problembaseret og elevstyret undervisning er kendetegnet ved, at eleverne arbejder selvstændigt med egne undersøgelser. Eleverne skal finde egne svar, og det skal ikke være givet på forhånd, hvad de skal. Eleverne skal ikke reproducere eller genskabe allerede eksisterende undersøgelser.
Som underviser udvælger du en grad af frihed samt hvilket trin, den skal implementeres i. Astra opdeler en undersøgelse i følgende seks trin, hvor du kan arbejde med implementering af frihedsgrader.
Tilmeld dig Astras nyhedsbrev og få ny inspiration til din undervisning i naturfag og naturvidenskab - herunder de nyeste Testotek-undersøgelser
Bedre tilgængelighed