Der findes mange forskellige slags plast. Nogle af dem kan være sundhedsskadelige, hvis de bruges som fødevareemballage. Hvilken slags plast er din madkasse lavet af?
VIGTIGT – læs dette sikkerhedsafsnit, inden du går i gang Kan udføres med lærer, kræver stinkskab.
Du kan teste, om din opstilling er klar til plastkarakterisering ved at udføre testen på et stykke almindeligt PVC-rør. Det skulle meget gerne give en positiv test.
Isolerende plast fra en ledning er som regel lavet af PVC og kan bruges som din reference.
Se, om der er en sammenhæng mellem forsøgsresultaterne, og hvad plast-emnet bliver brugt til. Skriv resultaterne ind i en tabel.
Der findes mange forskellige typer af plast. Mest almindelig er typen polyethylen, som består udelukkende af carbon- og hydrogenatomer. Men der findes også en type plast, der hedder polyvinylchlorid, forkortet PVC. Denne type plast består foruden carbon og hydrogen også af chloratomer. PVC kan være problematisk at bruge til fødevareemballage, da blødgørende stoffer kan vandre fra plast over i de emballerede madvarer.
Denne undersøgelse kaldes Beilsteins test. Her udnytter man, at der er forskel på en flammes udseende, alt efter om man afbrænder kobber som grundstof eller som kobber(I)ioner. Kobber som grundstof ændrer ikke flammefarven, så flammen forbliver gul. Kobber som ioner vil brænde med en grøn flamme, og dermed kan man se forskel på, hvad der brænder.
Chlor-atomerne i PVC er i stand til at oxidere kobberet i en kobbertråd til kobber-ioner og danne saltet kobberchlorid. Man siger, at oxidationstrinnet for kobber stiger fra trin 0 til trin 1. Det vil sige, at hvis der er chlor til stede i plastmaterialet, vil den smeltede plast lave en kemisk reaktion med kobberet, som efterfølgende kan identificeres ved en grøn flammefarve.
Chlor står i gruppe 17 i Grundstoffernes Periodesystem. Grundstofferne i denne gruppe kaldes tilsammen for halogenerne. Faktisk vil Beilsteins test give grøn flammefarve, uanset hvilket halogen der er til stede (med undtagelse af fluor). Dog er PVC den mest almindelige halogenholdige form for plast, så det vil ofte være PVC, du står med i hånden, hvis du har lavet en positiv Beilstein-test.
Der er et meget vigtigt sikkerhedsaspekt ved dette forsøg: Det skal udføres på et velventileret sted. Det skyldes, at der under smeltningen af chlorholdige plastforbindelser eventuelt kan dannes meget giftige chlorforbindelser, bl.a. dioxiner.
Opfindelsen af PVC har åbnet mange nye muligheder, men har også skabt nogle udfordringer. Fx udskilles klorgasser ved afbrænding af ren PVC. Klorgasser i forbindelse med vanddamp danner saltsyre, og saltsyre kan i større mængder være skadelig for naturen.
Endvidere opblødes PVC tit med ftalater, og ftalater kan være sundhedsskadelige for mennesker, de kan fx påvirke reproduktionsevnen.
En bunsenbrænder er en analog lav-teknologi. Den har en ventil til lufttilførsel, som kan blandes med gassen inden afbrænding. Læs mere om bunsenbrænderen her
Prøv at brænde plast af fra forskellige ting. Din variabel er plasten.
Prøv at ændre på lufttilførslen til bunsenbrænderen ved at dreje på ventilen. Din variabel er lufttilførslen.
Virkningsfuld kompetenceorienteret naturfagsundervisning indeholder bl.a. elementer af problembaseret og elevstyret undervisning. Et greb, du som underviser kan bruge, er at implementere åbenhed, ved at stilladsere undersøgelserne med frihedsgrader.
Problembaseret og elevstyret undervisning er kendetegnet ved, at eleverne arbejder selvstændigt med egne undersøgelser. Eleverne skal finde egne svar, og det skal ikke være givet på forhånd, hvad de skal. Eleverne skal ikke reproducere eller genskabe allerede eksisterende undersøgelser.
Som underviser udvælger du en grad af frihed samt hvilket trin, den skal implementeres i. Astra opdeler en undersøgelse i følgende seks trin, hvor du kan arbejde med implementering af frihedsgrader.
Tilmeld dig Astras nyhedsbrev og få ny inspiration til din undervisning i naturfag og naturvidenskab - herunder de nyeste Testotek-undersøgelser