Huden er meget vigtig for os mennesker. Huden fungerer som et skjold, der beskytter kroppen mod påvirkninger udefra som slag, kulde, varme, stoffer og sygdomme. I dette forsøg kan du få et indtryk af, hvor stor huden er, og hvor meget den vejer.
I byggemarkeder er det muligt at købe store papirruller i form af afdækningspapir. Men en rulle papirdug, genbrugspapir eller gamle aviser kan også sagtens bruges.
Vi skal passe godt på huden. Mennesket kan ikke tåle at miste særlig meget af huden. Mister vi mere end en fjerdedel af vores hud (f.eks. i en brandulykke), kan vi dø.
Huden er det organ, som er mest udsat for Solens farlige UV-stråling. For meget sol kan føre til solskoldning, rynket og grov hud eller hudkræft. Det er derfor vigtigt at beskytte huden mod Solens stråler, f.eks. ved at bruge solcreme. Du skal især passe på Solen, hvis du er rødhåret, hvis din hud ikke er vænnet til skarpt sollys, eller hvis du bader ved en hvid strand/havet.
Menneskers hudfarve er forskellig. Hudfarven bestemmes af forskellige forhold: Dels af blodgennemstrømningen, som giver rødlige og blålige nuancer, dels af farvestoffet caroten, som giver en svag gullig farve og endelig det brunlige eller sorte farvestof melanin. Under solbadning øges melaninproduktionen. Afrikanere og asiater har et højere celleindhold af melanin og dermed en mørkere hud, så deres hud bedre kan tåle sollys.
Huden dækker hele kroppen. Tegner man et omrids af sin krop, kan man se, hvor meget den fylder (areal). Huden er menneskets største organ med et overfladeareal på 1,5-2 m2 hos en voksen person. Huden varierer i tykkelse fra under 1 mm på øjenlågene til over 3 mm på ryggen.
En stor del af kroppens vægt udgøres af huden, nemlig ca. 15% af vores kropsvægt. F.eks. vil et barn, som vejer 27 kg, have en hudvægt på ca. 4 kg (0,15×27 kg). Man kan få en fornemmelse af hvor meget huden vejer, når man spænder fyldte mælkekartoner fast på arme og ben. I forhold til ovenstående eksempel skal der spændes fire fyldte mælkekartoner fast, altså en liter eller et kilo på hver arm og hvert ben.
Huden er kroppens indpakning og beskytter mod omverdenen. Den sidder fast på knogler og muskler og er med til at holde på organer. Huden har stor betydning for vores væskebalance og varmeregulering, som foregår via hudens blodkar og svedkirtler. De sørger for at kroppen holder den konstante temperatur på 37 °C og forhindrer væsketab og dehydrering. Huden er uigennemtrængelig for bakterier og virus og beskytter dermed kroppen mod sygdomme.
Hos mennesker er huden opbygget af tre lag. Overhud (1), læderhud (2) og underhud (3).
Gaffatape er teknisk udstyr
En badevægt er en analog lavteknologi. Vægten måler massen af en genstand. Måden, afvejningen sker på, kan eksempelvis være ved ligevægt af masser eller belastning af en fjeder. I svømmehaller kan du stadig finde badevægte af ældre modeller, hvor det er nemmere at gennemskue måden, der afvejes på.
Prøv at sammenligne hudens størrelse med mennesker af forskellig højde. Her er din variabel højde.
Prøv at sammenligne hudens størrelse med mennesker af forskellig vægt. Din variabel er vægt.
Virkningsfuld kompetenceorienteret naturfagsundervisning indeholder bl.a. elementer af problembaseret og elevstyret undervisning. Et greb, du som underviser kan bruge, er at implementere åbenhed, ved at stilladsere undersøgelserne med frihedsgrader.
Problembaseret og elevstyret undervisning er kendetegnet ved, at eleverne arbejder selvstændigt med egne undersøgelser. Eleverne skal finde egne svar, og det skal ikke være givet på forhånd, hvad de skal. Eleverne skal ikke reproducere eller genskabe allerede eksisterende undersøgelser.
Som underviser udvælger du en grad af frihed samt hvilket trin, den skal implementeres i. Astra opdeler en undersøgelse i følgende seks trin, hvor du kan arbejde med implementering af frihedsgrader.
Tilmeld dig Astras nyhedsbrev og få ny inspiration til din undervisning i naturfag og naturvidenskab - herunder de nyeste Testotek-undersøgelser