Følesansen er styret af nervesystemet. Det er nervecellerne, der sender signaler til hjernen om, at man føler noget. Hjernen er i sig selv opbygget af en masse nerveceller, og ud fra hjernen løber der bundter af nerveceller – nerver – ud til alle dele af kroppen.
At du har en følesans, betyder altså, at man du en masse nerveceller i huden, der kan sende signaler til hjernen. Signalerne bliver udløst af berøring på huden. Men det er forskelligt, hvor mange nerveceller man har forskellige steder på huden. Der hvor det er vigtigt, at man har god følesans, har man flere nerveceller. Det er fx vigtigt, at man har god følesans på sine fingerspidser, da fingrene er det, man typisk bruger til at føle på ting.
Endnu bedre følesans har man faktisk på tungen. Hvis du fx har noget siddende fast mellem tænderne, så kan det føles tydeligt med tungen, men være svært at mærke med fingeren når prøver at fjerne det. Andre steder på huden er det ikke lige så vigtigt at have en fin følesans, fx på ryggen, som man jo ikke så tit skal føle på ting med.
Nervecellerne er nogle forbløffende lange celler – nogle er omkring 1 meter lange. Det er smart, fordi de kan nå ud til fx huden alle steder på kroppen, uden at signalet behøver at blive overført mellem forskellige nerveceller særlig mange gange.
Hver gang signalet skal overføres mellem nerveceller, tager det tid, som forsinker signalet. Det betyder faktisk også, at det tager længere tid at mærke, at nogen kilder én under tæerne, end når nogen kilder én på halsen, da tæerne er længere væk fra hjernen, end halsen er.
Selve signalet, der sendes igennem nervecellerne, er et elektrisk signal. Det er ioner, altså atomer med en ladning, der vandrer ind over cellemembranen på nervecellen. Dette sker i en lang bølgebevægelse ned gennem nervecellen. Der kommer altså en kædereaktion af ladninger, der skifter plads, hvilket resulterer i et elektrisk signal.
Det er også derfor, at vores nervesystem bliver påvirket af, at man får stød. Et eksempel er, at kroppen kan gå i krampe, hvis man får stød. Her er det elektricitet udefra, der pludselig løber gennem kroppen og sender samme typer signaler, som nervecellerne normalt gør. Det får kroppen til at reagere, som om det var almindelige nervesignaler, ved at spænde alle musklerne på en gang, så vi går i krampe.
Når en nervecelle har sendt et signal, så skal den “lades op” igen – akkurat som et batteri. Det er der en masse mikroskopiske pumper i cellemembranen, der sørger for. De kan pumpe ionerne tilbage over cellemembranen.
Der er faktisk to forskellige ioner i spil, nemlig natriumioner (Na+) og kaliumioner (K+). Derfor hedder pumpen natrium/kalium-pumpen.
Natrium-kalium-pumpen er opdaget af en dansker, Jens Christian Skou, der fik Nobelprisen for opdagelsen i 1997. Professor emeritus Jens Christian Skou modtog Nobelprisen i kemi i 1997, fyrre år efter han opdagede natrium-kalium-pumpen.
Pumpen er en lille, men livsvigtig mekanisme, der sidder i alle kroppens celler. Pumpen opretholder en saltbalance ved at transportere ioner gennem cellemembranen, hvilket er en forudsætning for, at muskler og nerver kan fungere.
Se film om natrium-kalium-pumpen
En skydelære er teknisk udstyr. En skydelære er et værktøj, der kan hjælpe dig med at måle helt præcist. En skydelære består af en lineal, hvorpå der er monteret en skyder, der kan flyttes langs linealen.
Skydelæren består desuden af to kæber. Afstanden mellem kæberne vises på linealen. Den ene kæbe kan måle den udvendige afstand af en genstand, mens den anden kæbe kan måle den indvendige afstand af en genstand.
Du indsætter den genstand, du ønsker at måle afstanden på, mellem kæberne. Skyderen, der bevæger sig med linealen, vil vise afstanden på genstanden. De fleste skydelærere kan både måle centimeter, nonius og tommer. På den måde kan du måle præcise afstande, længder og dybder.
Skydelæren kan måle med en nøjagtighed helt ned til 2/100 (0,02) millimeter. Er man dygtig til at bruge en skydelære, kan man måle med en præcision på 1/100 (0,01) millimeter.
Skydelæren fås også som analogt lavteknologisk udstyr, en såkaldt digital skydelære. Den digitale skydelære aflæser selv målene på genstanden og viser dig målingen i et digitalt display.
Virkningsfuld kompetenceorienteret naturfagsundervisning indeholder bl.a. elementer af problembaseret og elevstyret undervisning. Et greb, du som underviser kan bruge, er at implementere åbenhed, ved at stilladsere undersøgelserne med frihedsgrader.
Problembaseret og elevstyret undervisning er kendetegnet ved, at eleverne arbejder selvstændigt med egne undersøgelser. Eleverne skal finde egne svar, og det skal ikke være givet på forhånd, hvad de skal. Eleverne skal ikke reproducere eller genskabe allerede eksisterende undersøgelser.
Som underviser udvælger du en grad af frihed samt hvilket trin, den skal implementeres i. Astra opdeler en undersøgelse i følgende seks trin, hvor du kan arbejde med implementering af frihedsgrader.
Tilmeld dig Astras nyhedsbrev og få ny inspiration til din undervisning i naturfag og naturvidenskab - herunder de nyeste Testotek-undersøgelser