Gå til hovedindhold

Spredning af virus som SARS-2

Testoteket - Forsøg med spredning af virus - 2020 - Foto: Susanne Armand

I dette eksperiment undersøger elever selv, hvor meget en virus som SARS-2 kan sprede sig - både til andre mennesker og til overflader. Du får en meget illustrativ forklaring på, hvorfor og hvordan værnemidler som afstand, handsker og mundbind virker

OBS: Vedr. spredning af SARS-2 ved dråber

Eksperimentet viser kun hvordan virus spredes ved fysisk ‘flytning’ fx ved berøring. En anden vigtig måde SARS-2 spredes på, er spredning ved spytdråber fra munden. Denne form for spredning viser dette forsøg ikke. Se mere under faglig forklaring.

Aktivitetsvejledning

Herunder finder du vejledningen til eksperimentet samt de faglige forklaringer til eleverne, bl.a hvorfor der skal bruges værnemidler og hvordan de virker.

Materialer

  1. Naturfagligt undervisningslokale, 
  2. Glo Germ powder, 
  3. Pensler til at pensle med pudder
  4. Sprit og servietter, 
  5. UV-lamper (rav-lygte) 
  6. Afblændingsmateriale (mørkt tykt stof).

Tips til indkøb: Glo Germ Powder kan købes på scandidact.dk, her kan der også købes en UV-lommelygte. Ønskes en stærkere UV-lampe kan disse købes på ravlygter.dk.

Naturvidenskabelige spørgsmål

  1. Hvordan og hvor meget spredes et virus til andre personer 
  2. Hvordan og hvor meget spredes et virus til  faste overflader som borde, computere, udstyr mm. i forbindelse med en normal undervisningssituation på et gymnasium?
  3. Hvor meget afsættes virus, hvor meget rører vi os i ansigtet?
  4. Hvor svært er det, at undlade at berøre ansigtet?

Hypoteser

(skal ikke afsløres for eleverne, de skal danne deres egne hypoteser, som de så kan be- eller afkræfte efter eksperimentet):

  1. Der afsættes spor på alle personer der har været i lokalet
  2. Der afsættes spor på alle faste overflader eleverne berører, og der er ikke forskel på materialer, fx træ, stål og glas. Til gengæld er der forskel på hvilke overflader, det vi kalder kontaktoverflader, der er mere berørt
  3. Vi berører vores ansigt meget mere, end vi regner med, og alle har spor efter berøring
  4. Vi berører vores ansigt, selvom vi er blevet instrueret i IKKE at berøre vores ansigt, men ikke i samme grad som dem der ikke er blevet instrueret.

Undersøgelsesdesign og dataopsamling

  1. To elever i klassen (udvalgt af læreren) får penslet deres hænder med Glo Germ Powder, og de bliver instrueret i at opføre sig så normalt som muligt i undervisningen derefter. Gennemfør en almindelig undervisning, dog gerne en hvor eleverne ‘interagerer’ med hinanden, bevæger sig lidt rundt i lokalet og lidt ud og ind af lokalet. En ‘helt låst’ undervisningssituation hvor eleverne sidder helt stille med en opgave, placeret ved deres bord, vil ikke vise meget, da situationen er for låst.

  2. Efter endt undervisning belyses undervisningslokalet med UV-lys. Hvor afsættes der spor, og hvor meget afsættes der, er der områder der er særligt ramt? Er de områder hvor de to ‘smittede’ elever har opholdt sig særligt berørt? Kan man følge ‘sporet’ efter de smittede elever gennem klassen?

  3. Alle elever belyses med UV-lys for at registrere om der er spor af  ‘virus’ på deres kroppe, med særlig opmærksomhed på ansigterne. Det registreres, om de to elever, der startede med at få Germ Powder på hænderne, har flere spor i ansigtet end de andre elever.

  4. Én uf af de to elever, der fik Germ Powder på hænderne bliver instrueret i at være særlig opmærksom på IKKE at berøre sig i ansigtet. Det registreres, om denne elev har mindre spor efter berøring, end den elev der fik powder på sig men som ikke fik instruktion.

  5. De to udvalgte elever bliver instrueret uden resten af klassen, det skal sikre en så almindelig undervisningssituation som muligt. Begge elever får pulver på hænderne. Derefter sendes den ene af eleverne ind til undervisningen, og den tilbageblevne elev instrueres i IKKE at berøre sig i ansigtet. 

    OBS: Udvælgelse af elever
    Det vil være en fordel, hvis læreren har udvalgt de to elever på forhånd. Hvis det kan lade sig gøre, vil det være en fordel, hvis det er en ‘corona-fri’ testet elever.

    Elev 1: Får pudder på og instrueres i ellers at opføre sig så normalt som muligt

    Elev 2: Får pudder på og instrueres i ellers at opføre sig så normalt som muligt, OG instrueres i IKKE at berøre sig i ansigt.

 

Forklaring til eleverne

SARS-2 som virus og hvordan smitter den?

SARS-2 er et virus, COVID er sygdommen og Corona er noget vi kalder det generelt. SARS er et virus, der er dråbeoverført og optages over slimhinder (og fx ikke gennem hud), det skal altså føres op til ansigtet (øjne, næse og mund) for at kunne smitte. 

SARS-2 kan overleve lidt udtørring og sidde på overflader op til 72 timer. 

Der kan være op til flere millioner virus i én spytdråbe. Hvor meget det smitter afhænger af meget, fx personens eget immunforsvar. 

 

Derfor skal I holde afstand

SARS-2 er en virus der spredes ved dråber, og optages over slimhinderne. SARS-2 kan overleve i dråber i op til 72 timer. SARS-2 dråber er ikke så store som vanddråber, og falder ikke til jorden på samme måde, så disse SARS-2 dråber bliver hængende i luften i længere tid. Dråberne er så små, at man skal forestille sig en slags ‘tåge’ med dråber som bliver hængende i luften.

Afstand er derfor en vigtig beskyttelse, og du skal holde sig væk fra den ‘støvsky’ af virusdråber der findes omkring en person.

Derfor skal I spritte af, og derfor skal I ikke røre ved kontaktflader (som en knap i toget, håndtag på trapper osv.)

SARS-2 er en virus som egentlig kun kan overleve inde i en værtscelle. SARS-2 kan dog overleve i op til 72 timer på en overflade, inden dråben er tørret ud og SARS-2 er død. Handsker beskytter mod berøring, men du skal ikke føre handskerne op til ansigtet, hvor det SARS-2 der sidder på handskerne kan overføres til dine slimhinder. Det bedste middel er at spritte hænderne af eller vaske dem - fx hver gang du går ind og ud af et supermarked, eller har rørt ved en kontaktflade.

Derfor skal I bære mundbind eller masker

SARS-2 kan ikke optages over huden, men kan optages over slimhinderne (næse, øjne, mund og skridt). Det er meget svært, nærmest umuligt, ikke at røre sig i ansigtet, men da det er der, virus ikke føres derop. Mundbind beskytter mod berøring ved mund og næse, men ikke øjne. Visir beskytter mod berøring ved alle tre dele, men hvis visiret ikke slutter helt tæt, så kan de små virusdråber let ‘bevæge’ sig forbi visiret.

Mundbind og visir beskytter ligeledes mod dråber fra din mund som spredes i luften omkring dig. Det er vigtigt, at mundbiddet er så ‘tæt’, at de små dråber ikke kan trænge igennem. Et engangsmundbind kan benyttes i cirka 4 timer i træk, derefter skal man skifte til et nyt mundbind.