Gå til hovedindhold

Snyd narkotesten - Corona-udgave

Vi forklarer hvad antistoffer og -antigener er, hvordan en antistoftest virker, og så prøver vi en narkotest af og prøver om vi kan 'snyde den'.

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges til forsøget

En narkotest eller antistof test virker efter antigen-/antistof-princippet. Narkotesten virker ved, at der allerede er indbygget både antigen og antistof, og det smarte ved testen er, at det er en særlig fremstillet form for antigen der danner en mørk farve hvis det bindes til antistoffet.
Når urin uden opiater suges op i gennem teststrimlen bliver antigener og antistoffer opløst og kommer i kontakt med hinanden, hvilket resulterer i den mørke farvereaktion, der ses som en streg på testen. Hvis urin med opiater suges op igennem teststrimlen, så binder opiaterne sig til antistofferne i stedet for testens indbyggede antigener, fordi opiaterne simpelthen binder sig langt bedre til antistofferne. De “naturlige” opiater fra urinprøven danner IKKE en farvereaktion med antistofferne, og der kommer derfor IKKE en streg på teststrimlen.

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Prøv at...
  1. Undersøge hvor lidt birkes der skal til at få testen til at slå ud. Er det nok med 1 skefuld? En halv? Brug eventuelt en vægt for større præcision i målingerne.
  2. Undersøge hvor lang tid der minimum skal gå før testen slår ud.
  3. Undersøge hvor lang tid der maksimum skal gå før testen slår ud.
  4. Om en Kodimagnyl kan få testen til at slå ud: Knus en Kodimagnyl og opløs den i ca. 100 mL vand, og udfør testen ligesom det var en urinprøve - hvad sker der? Kan duforklare resultatet?
  5. Undersøge om andre ting kan få testen til at slå ud.
  6. Finde ud af hvilken kemisk struktur molekylerne codein, morfin og heroin har - giver det mening, at alle tre stoffer kan få testen til at slå ud?
OBS 
Narkotest og antistof test virker omvendt af graviditetstest. Det betyder, at to streger i en antistoftest er en negativ test (du har ikke udviklet antistoffet), mens to streger i en graviditetstest er en positiv test (at kvinden altså er gravid). Omvendt betyder én streg i en antistoftest, at du er positiv (har udviklet antistoffer), mens én streg i en graviditetstest er en negativ prøve (altså at kvinden ikke er gravid).

 

Indledning

Se første del af videoen, hvor Kasper forklarer hvad der sker, når vi udsættes for en virus
som Corona og hvilken funktion antistoffer og antigener har. Vi kommer ind på antistoffer,
antigener, virus, corona, RNA, DNA, celler, pandemi, makrofag, endosytose, fagosytose,
hukommelsesceller, hjælpeceller, T-celler, B-celler og plasmaceller.

Sidste del af videoen handler om selve forsøget, hvor I skal arbejde med antistof test (her en
narkotest), og forstå hvordan sådan en fungerer.

 

Materialer

  1. En narkotest for opiater der slår ud ved 300 ng/mL (kan fx købes her: https://www.narkotikatest.dk/shop/opiat-narkotest-heroin-200p.html). Bemærk at man til dette forsøg IKKE kan bruge tests, der slår ud ved 2000 ng/mL, og som er de mest almindelige.
  2. Blå birkes.
  3. En forsøgsperson der både er villig til at spise blå birkes og også levere en urinprøve til test. I øvrigt skal forsøgspersonen ikke på forhånd have taget opiater....
  4. Plastkop eller glas til opsamling af urinprøve

 

Vejledning

Hvis I har 2 narkotests til rådighed, så kan det være sjovt at bruge den ene til en såkaldt
negativ kontrol. I så fald skal forsøgspersonen allerede nu aflevere en urinprøve. Og ellers
begynder man bare med fra punkt 2.

  1. Forsøgspersonerne laver en urinprøve
  2. En forsøgsperson skal spise 2 skefulde blå birkes (velbekomme).
  3. 5-6 timer senere skal forsøgspersonen levere en urinprøve til test.
  4. En narkotest pakkes ud og sænkes ned i urinprøven (og endnu en narkotest sænkes ned i negativ-kontrol-urinprøven, hvis man udførte punkt 1. Det er vigtigt at teststrimlen ikke føres for langt ned i urinprøven - se vejledningen på pakken.
  5. Lad urinprøven suge op i teststrimlen.
  6. Hvis der fremkommer 2 streger er testen negativ - forsøgspersonen har ikke taget opiater. Hvis der derimod kun fremkommer 1 streg, så er testen positiv - forsøgspersonen har taget opiater.

Det er vigtigt at der hverken går for kort eller lang tid før teststrimlen aflæses - se
vejledningen på pakken.

Faglig forklaring

En narkotest virker efter antigen-/antistof-princippet. Antistoffer er proteiner, der dannes af kroppens immunsystem og bruges til at bekæmpe infektioner af udefra-kommende organismer - fx bakterier eller vira.

På overfladen af bakterier og vira sidder der forskellige proteiner. Disse
overfladeproteiner har alle hver deres helt unikke rumlige form (kaldet kemisk struktur), som gør det muligt for kroppen at genkende skadelige bakterier og vira, og bekæmpe dem ved hjælp af antistofferne. Biologer har et helt særligt ord for de proteiner, der får kroppen til at danne antistoffer imod dem - den slags proteiner kaldes for antigener (selvom det slet ikke har noget med et gen at gøre!). Kroppen registrerer antigenernes helt unikke rumlige form, og hvis det tilhører en bakterie eller virus der skal bekæmpes, laver kroppen et antistof, der passer helt perfekt i formen til antigenet. Ligesom en nøgle passer helt perfekt til et nøglehul.

I en narkotest betragter man narkotikummet som et antigen, og i dette forsøg bruges en test, der virker for både morfin, heroin og codein. Grunden til at alle tre stoffer kan virke som antigen er, at de minder enormt meget om hinanden i kemisk struktur - der er kun ganske få atomer til forskel.

Narkotesten virker ved, at der allerede er indbygget både antigen og antistof, og det smarte ved testen er, at det er en særlig fremstillet form for antigen der danner en mørk farve hvis det bindes til antistoffet. Når urin uden opiater suges op i gennem teststrimlen bliver antigener og antistoffer opløst og kommer i kontakt med hinanden, hvilket resulterer i den
mørke farvereaktion, der ses som en streg på testen. Hvis urin med opiater suges op igennem teststrimlen, så binder opiaterne sig til antistofferne i stedet for testens indbyggede antigener, fordi opiaterne simpelthen binder sig langt bedre til antistofferne. De “naturlige” opiater fra urinpeøven danner IKKE en farvereaktion med antistofferne, og der kommer derfor IKKE en streg på teststrimlen.