Gå til hovedindhold

Den magiske finger

Hvorfor mon?

  • Har vandet en slags hinde?
  • Kan man få tungere ting som fx. en papirclips til at flyde på vandet? 

Inden du starter

Det kan du bruge:

  • En skål med vand
  • Kanel
  • Opvaskemiddel

Pris pr. forsøg: 
0,50 kr.

Sådan gør du

  1. Drys et tyndt lag kanel oven på vandet. Hold kanelet højt over vandet, så det fordeler sig i et tyndt lag.
  2. Put en ren finger ned i skålen. Kanelet sætter sig på fingeren.
  3. Prøv derefter at putte lidt opvaskemiddel på fingeren og dyp den i skålen. Så flygter kanelet ud til siderne.

Hvad tror du?

  • Hvad får kanelen til at søge væk fra fingeren?
  • Ændrer vandets overflade sig, når man sætter en finger på den?

Forklaring

Overfladespænding
Vand har en stor overfladespænding. Overfladespænding opstår, fordi molekylerne i væsken tiltrækkes af hinanden. I vand er tiltrækningen mellem de enkelte H2O molekyler rigtig stor, derfor har vand også en stor overflade spænding. Denne overfladespænding gør, at hvis du hælder vand ganske forsigtigt op i et glas, så kan du faktisk hælde vand op til over glassets kant.

Det er denne overfladespænding, der gør, at det tynde lag kanel kan ligge oven på vandet.

Sæbe bryder overfladespænding
Opvaskemidlet nedsætter vandets overfladespænding. Når du stikker fingeren med opvaskemiddel ned i karret, bliver overfladespændingen mindre tæt ved sæben. Overfladespændingen er således ikke længere ens. Den er mindst tæt på fingeren og større langt væk fra fingeren. Det betyder, at kanelet flyder væk fra fingeren.

Skøjteløber
I søer kan du finde skøjteløberen. Den bevæger sig ovenpå vandet. Det kan den, fordi vandet har en stor overfladespænding. Hvis nogen hældte opvaskesæbe i søen, ville skøjteløberen synke til bunds.

Vidunderlige vilde verden

Forsøget viser, hvordan fænomener, som kan virke helt utrolige, har en logisk og naturvidenskabelig forklaring. Når kanelen flygter fra fingeren med opvaskemiddel virker det næsten som ren magi, men i virkeligheden er der en forklaring, når man kender til fænomenet overfladespænding. På denne måde findes der en masse vidunderlige og spændende fænomener i vores nære verden.