Gå til hovedindhold

Den levende mælk

I dette forsøg skal du lave et levende maleri i mælk med hjælp fra opvaskemiddel. Hvidt lys indeholder alle regnbuens farver. Farver ser forskellige ud, fordi de reflekterer og absorberer det hvide lys med forskellige bølgelængder. Man kan danne nye farver ved at blande forskellige farver. Nu skal du blande farver og bruge sæbe til at skille farverne ad igen.
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges i forsøget

Opvaskemiddel er teknisk udstyr, der bruges til at rengøre eller desinficere. Sæbe, som opvaskemiddel består af, er en fedtsyresalt, hvor en del er fedtopløselig og en anden del er vandopløselig. Læs mere om sæbe her

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Prøv at bruge skummetmælk i stedet for sødmælk. Din variabel er fedtkoncentrationen i mælken.

Prøv at bruge et forskelligt antal vatpinde. Din variabel er antallet af vatpinde.


Vejledning til forsøget


Materialer du skal bruge

  • Opvaskemiddel
  • Frugtfarve: rød, grøn og blå
  • Homogeniseret sødmælk
  • Vatpinde
  • En dyb tallerken

Aktivitetsvejledning

  1. Se forsøget her på siden.
  2. Hæld ca. 1 dl mælk op i en tallerken, eller så bunden af tallerken er dækket med mælk.
  3. Lav herefter nogle store dråber af forskellige frugtfarver i mælken. Farverne skal ligge oven i hinanden. Hvilken farve får farveklatten?

  1. Forsøg at stikke vatpinden ned i farveklatten uden opvaskemiddel.
  2. Dyp vatpinden i opvaskemidlet, så der er rigeligt på, og dyp den ned i mælken
  3. Se mælken komme til live.

Se en film om forsøget her:

 

Dataopsamling

Prøv at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvordan hænger farver og lys sammen?
  • Kan man se, hvordan lys bliver til mange farver?
  • Kender du et fænomen i naturen, hvor man kan se mange farver på himlen? 
  • Hvad tror du, opvaskemidlet gør ved mælken?
  • Hvorfor tror du, at det skal være sødmælk og ikke skummetmælk? 

Faglig forklaring

Mælk indeholder blandt andet vand og fedt. Normalt kan fedt og vand ikke blandes så godt, men i mælk er det alligevel blandet sammen. Det er, fordi mælken er homogeniseret. Det er en proces, der blander fedtet og vandet sammen.

Frugtfarve er lavet af vand og kan derfor ikke blandes så godt med sødmælken pga. af det store indhold af fedt i mælken. Når man tilsætter opvaskemiddel, vil fedtet kunne blande sig bedre med vandet, hvilket skaber bevægelse. Det sker, fordi fedtet spreder sig ud over mælkens overflade. Det er denne bevægelse, der trækker farven i forskellige retninger, som danner de flotte bevægelser og mønstre. Sæbe nedsætter også vandmolekylernes evne til at hænge sammen, fordi sæben ødelægger overfladespændingen.

Hvorfor væsker reagerer forskelligt 
Stoffer kan både være ladet, dvs. polære som vand, og ikke-ladet, dvs. upolære som fedt. Polære og upolære væsker kan ikke blandes med hinanden, og de vil derfor skilles i to dele. Fx kan vand og olie ikke blandes, og olie vil flyde ovenpå, da den har en lavere massefylde end vand og derfor er lettere. Opvaskemiddel kan opløse fedt i vandet, fordi opvaskemidlet både er polært og upolært på samme tid. Stoffer, der har den egenskab, kaldes emulgatorer. Sæbe er en emulgator, da den ene ende i et sæbemolekyle er vand-elskende (hydro-fil), og den anden ende er fedt-elskende (hydrofob). Man bruger opvaskemiddel i køkkenet til bl.a. at kunne rense fedt af, da det kan være svært at få af ved kun at bruge vand. Sæbemolekylernes fedt-elskende del vil pakke sig om fedtet og bære det væk med vandet.

En palet af farver
Når farver blandes sammen, dannes nye farver. Forskellige farvekombinationer giver forskellige farver. Fx vil gul og blå maling blive til grøn maling. På den måde kan man ændre, hvilket lys malingen udsender.

Vidunderlige vilde verden

Forsøget viser, hvordan leg med kemi kan give smukke og vidunderlige resultater. Det er et eksempel på, hvordan helt ordinære ingredienser, de fleste har hjemme i deres eget køkken, kan have overraskende egenskaber hvis de undersøges på en ny måde.