Gå til hovedindhold

Krystaller på køkkenbordet

I dette forsøg skal du dyrke flotte krystaller af sukker eller salt.
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges til forsøget

Sytråd er en analog lavteknologi, den består af fibre, der er er spundet ind i hinanden. Spinderokken har haft afgørende betydning for sytrådens udbredelse og har sin oprindelse i den islamiske del af verden omkring år 1030. Læs mere her

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Tilsæt forskellige slags frugtfarve i glasset. Din variabel er frugtfarven.

Prøv at udføre forsøget med andre salte end NaCl. Din variabel er saltet.
 


Vejledning til forsøget


VIGTIGT - læs dette sikkerhedsafsnit inden du går i gang

Læs sikkerhedsdatabladet, hvis du bruger andre salte en NaCl.

Materialer du skal bruge

  • Et plastikglas
  • Sytråd
  • En papirclips
  • En træpind
  • Evt. frugtfarve
  • Salt og/eller sukker

Aktivitetsvejledning

  1. Kog ca. 2 dl vand og tilsæt ca. 25% salt indtil saltet ikke kan opløses i vandet længere. 
  2. Lad blandingen afkøle og hæld den over i plastikglasset (tilsæt evt grøn frugtfarve).
  3. Sæt papirclipsen fast i snoren og lad den hænge ned i glasset fra træpinden.
  4. Vent et par dage og træk clipsen op af glasset.



Du kan også bruge sukker, fx brun farin. Så kommer krystallen til at se sådan ud:

Dataopsamling

Prøv at svare på følgende spørgsmål:

  • Kender du andre stoffer, der kan danne krystaller?
  • Hvordan kan det være, at molekylerne ordner sig i krystaller?
  • Kender du krystaller, som du selv ville spise?
  • Hvorfor tror du at salt eller sukker begynder at krystalisere, når man lader det stå et stykke tid?
  • Kan du give en kemisk forklaring på, hvordan salt opløses i vand?

Faglig forklaring

Hvorfor kommer der krystaller?

I løbet af nogle timer begynder vandet i den mættede opløsning at fordampe. Koncentrationen af salt/sukker bliver stærkere.

Når salt og sukker ikke er opløst i vand, har de form som krystaller. Efterhånden som vandet fordamper fra opløsningen, tager saltet og sukkeret form af krystaller.

Krystallerne skal bruge en lille ujævnhed til at vokse frem fra. I vores forsøg er det papirclipsen. Og du kan sikkert også se nogle krystaller vokse frem fra kanten af glasset eller fra snoren. Når først krystallen er startet, vokser den sig større og større.

Der findes flere forskellige krystal-former. Du kan se, at salt- og sukkerkrystallen i forsøget, har forskellig form. Snefnug er en tredje form for krystaller.

Metoden med at få stoffer til at krystallisere bruges mange steder til at adskille et stof fra en opløsning. Hvis man kan få et stof til at krystallisere, er det kun dette ene stof krystallerne består af. Ved at tage krytallerne væk fra væsken, kan man få stoffet i helt ren form.

Når stoffer ordner sig i krystaller, skyldes det, at de binder sig til hinanden i et såkaldt ion-gitter. Almindeligt køkkensalt består af atomerne natrium og chlor, og når de binder sig til hinanden, afgiver natrium-atomet en negativ elektron til chlor-atomet. På denne måde bliver natrium-atomet til en positiv natrium ion, og chlor-atomet bliver til en negativ chlor-ion. Nu hvor de to ioner har modsatte elektriske ladninger, vil de tiltrække hinanden, på samme måde som positive og negative magnetiske poler tiltrækkes. Derfor binder de sig tæt sammen i et fast gitter, og der dannes natriumchlorid: køkkensalt. 

Vidunderlige vilde verden

Når vi tænker på krystaller, tænker vi på dyre materialer såsom ædelsten, der bruges til smykker og lignende. Forsøget viser, at krystallernes smukke former dannes flere forskellige steder i naturen og af flere forskellige stoffer. Ionbindingerne er det fænomen i kemien, som gør det muligt at danne smukke krystaller.