Gå til hovedindhold

Hvilken elektromagnet er bedst?

Forsøg - Elektromagnetisme - Krogaardskolen_6_klasse - HCØ2020 projekt - ©Astra - Foto: Lars Bertelsen

Undersøg, hvilke søm der egner sig til at være jernkerne i en elektromagnet, og hvordan man kan gøre elektromagneten stærkere.
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges i forsøget

Et batteri er en analog lav-teknologi. Det har en negativ og positiv ende. Der løber elektroner fra den negative til den positive ende, når batteriet tilsluttes et kredsløb. Alligevel siger vi, at strømmen går fra plus til minus. Strømmen er forårsaget af kemiske reaktioner inde i batteriet. Læs mere om batteriet her.

En isoleret ledning er teknisk udstyr. Ledningen er karakteriseret ved den maksimale strøm den kan bære. Læs mere her
 

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Benyt søm lavet af forskellige metaller som kerne i elektromagneten. Din variabel er materialet kernen er lavet af.


Vejledning til forsøget
 

VIGTIGT-læs dette sikkerhedsafsnit, inden du går i gang

Både batteri og elektromagnetens vindinger kan blive meget varme, når kredsløbet er sluttet. Det er derfor vigtigt, at kredsløbet kun er sluttet i så kort tid som muligt.

Materialer du skal bruge

  • 3 forskellige slags søm
  • 1 meter blød, tynd isoleret ledning
  • 9V batteri
  • Mini ledninger med krokodillenæb
  • Papirklips

Aktivitetsvejledning

  1. Find materialerne frem. 
  2. Lav 20 vindinger med kobberledningen ved at vikle ledningen 20 gange rundt om det første søm, som I vil undersøge.
  3. Forbind kobberledningen til ledningen med krokodillenæb.
  4. Forbind den anden ende af ledningen med krokodillenæb til batteriet, så I har et sluttet kredsløb.   
  5. Løft spidsen af sømmet hen til papirklipsene. Hvor mange papirklips hænger fast på sømmet?
  6. Gentag punkt 2-5 med de to resterende søm.
  7. Vælg nu det søm, der kunne løfte flest papirklips.
  8. Lav 10 vindinger med kobberledningen, og gentag punkt 3-5.
  9. Lav endelig 40 vindinger med kobberledningen, og gentag punkt 3-5. 
  10. Den stærkeste magnet er den, der kan løfte flest papirklips.

 

Dataopsamling

 Elektromagnet med 20 vindingerAntal papirklips
Søm 1  
Søm 2  
Søm 3

 

 

Tag de bedste søm, og prøv med 10 og 40 vindinger: 

Bedste sømAntal papirklips
Bedste søm med 10 vindinger 
Bedste søm med 40 vindinger 

 

Faglig forklaring

I aktiviteterne skal der anvendes tre forskellige slags søm. Sømmene skal være af forskellige metaller og kan fx være messingsøm, jernsøm og rustfrie søm i kvalitet A2, der er kendetegnet ved at være umagnetiske. 

Lad eleverne undersøge, hvilket søm de helst vil anvende i deres elektromagnet, men vær opmærksom på, at det er sømmet, de forsøger at løfte papirklips med, og ikke blot vindingerne på sømmet.

Når eleverne har valgt det søm, som de vil anvende som kerne for deres elektromagnet, så undersøger de, om det har nogen betydning for styrken af magneten, om de laver flere eller færre vindinger.

Lav en fælles opsamling i klassen, så du er sikker på, at alle grupper har et bud på, hvordan de laver en stærk elektromagnet.

Det er sømmets legering, der har betydning for, hvor gode de er som elektromagneter. Det er kun søm af jern og nikkel, der kan magnetiseres. Messingsøm og rustfrie søm af kvalitet A2 kan ikke magnetiseres. Vindingerne på ledningen vil fungere som en magnet – dog ikke så kraftig, som når magnetfeltet forstærkes af jernkernen. Det er derfor vigtigt at instruere eleverne i, at de skal forsøge at løfte papirklips med spidsen af sømmet og ikke med vindingerne på ledningen.