Gå til hovedindhold

Den flyvende slange

Luft kan bevæge sig frit i alle retninger. Når luft bliver varmet op, vil det bevæge sig opad, mens det vil falde mod jorden, hvis det bliver kølet ned. I dette forsøg skal vi se, hvad der sker med slangen, når vi udsætter den for varm og kold luft.
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges i forsøget

En printer er en digital høj-teknologi. Som eksempel bruger laserprinteren elektrisk ladede felter til at styre hvor meget farve, der placeres på en tromle, hvorefter tromlen ruller mønstret ud på papir. Læs mere her

En radiator er en analog lav-teknologi. Radiatoren har en indgang til varmt vand og en udgang til koldere vand. Det varme vand pumpes i radiatoren igennem et rørsystem med en stor overflade. Termostaten regulerer, hvor meget vand, der løber gennem radiatoren. Vandet opvarmes ved et centralvarmeanlæg.

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Prøv at lave slangen i en anden form. Din variabel er slangens form.

Prøv at se om du kan få slangen til at bevæge sig ved noget andet end en radiator. Din variabel er måden du påvirker slangen på.


Vejledning til forsøget


VIGTIGT - læs dette sikkerhedsafsnit, inden du går i gang

Der arbejdes med synåle i dette forsøg. Arbejdet med synåle bør enten udføres af en voksen eller under opsyn af en voksen.

Materialer du skal bruge

  • Printer
  • Tusch eller farveblyanter
  • Saks
  • Sytråd
  • Synål
  • Tape
  • En tændt radiator

Aktivitetsvejledning

  1. Udskriv en kopi af figuren: "Skabelon - Den flyvende slange" (kan downloades her på siden) 
  2. Farvelæg og udsmyk slangen med tuscher eller farveblyanter.
  3. Klip slangen ud efter den sorte streg.

  1. Tråd synålen med ca. 40 cm tråd.
  2. Lav et hul i midten af slangens hoved med synålen og træk tråden igennem.
  3. Bind en stor knude i enden af tråden på undersiden af papiret.
  4. Find en tændt radiator.
  5. Tape den frie ende af tråden fast til loftet over radiatoren.
  6. Hvad sker der?

Dataopsamling

Prøv at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvad bruger man varm luft til? 
  • Hvad bruger man kold luft til? 
  • Hvilke dyr kan flyve?
  • Hvorfor drejer slangen rundt?
  • Hvorfor er det vigtigt, at slangen hænger lige over en tændt radiator?
  • Kan rigtige slanger flyve?

Faglig forklaring

Selvom man ikke kan se luften, kan man godt mærke den, fx når det blæser. Vand kan vejes, men det kan luft faktisk også. Luft har en masse (vægt), og derfor kan man mærke vinden, fordi den kan "skubbe" til én. Hvis man varmer luft op, vil det stige opad, fordi varm luft er lettere end kold luft. Hvis man køler luften ned, vil den falde mod jorden, fordi luften bliver tungere. Radiatorer er i stand til at opvarme rum, fordi de er varmere end luften i rummet. Radiatoren opvarmer luften. Den varme luft stiger til vejrs og skubber til slangen, så den begynder at bevæge sig. Fordi slangen er snoet, vil den varme luft kunne skubbe slangen, så den begynder at dreje rundt.

Kan rigtige slanger flyve?
Umiddelbart nej, men i Asien findes slangen Pragtsnogen (latinsk navn: Chrysopelea paradisi), som kan svæve fra træ til træ. Slangen kaster sig ud højt oppe fra et træ for at svæve 15-20 meter hen til næste træ. Slangen suger maven ind, så den mere ligner en frisbee, mens den snor sig i luften. På den måde kommer slangen langt længere, end hvis den kun hoppede ud.