Gå til hovedindhold

Filmhjulet - lav din egen film

I dette forsøg skal du bygge en simpel model af en filmfremviser, et filmhjul. Filmhjulet giver en idé om, hvordan en filmfremviser fungerede i gamle dage og giver samtidig en forståelse af, hvordan stillbilleder kan blive til en film med bevægelser.
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges i forsøget

Lim er teknisk udstyr. Afhængig af limtypen vil hærdningen foregå på forskellig vis. Det kan eksempelvis være, når et opløsningsmiddel fordamper, hvorved limen hærder. Læs mere om lim/klæbestoffer her

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Prøv at dreje skiven hurtigt og lamgsomt rundt. Din variabel er hvor hurtigt du drejer skiven.


Vejledning til forsøget


Materialer du skal bruge

  • Pap – gerne genbrugspap (fx emballage fra cornflakespakke)
  • Saks
  • Lim
  • Spejl (du kan evt. bruge spejlene på skolens toiletter, hvis der er godt lys)
  • 1 papirclips
  • Mønstre – Standardmønstre kan findes påwww.sciencetoymaker.org, eller eleverne kan tegne en figur selv på den blanke skive.
  • Sort tyk tusch

Aktivitetsvejledning

  1. Print mønstret ud fra hjemmesiden eller tegn din egen figur på den blanke cirkel.
  2. Lim mønstret fast på et stykke pap.
  3. Klip cirklen pænt ud.
  4. Klip forsigtigt de små 12 firkantede områder langs kanten af cirklen ud. Disse områder er som små "vinduer"

  1. Fold en papirclips ud, som vist på billedet/tegningen.
  2. Stik papirclipsen igennem midten af cirklen.
  3. Prøv at stille dig foran spejlet med mønstret vendt ind mod spejlet og drej skiven rundet. Du skal kigge gennem de små "vinduer". Kan du se figuren bevæge sig?

Dataopsamling

  • Hvordan tror du, man kan få tegninger til at bevæge sig?
  • Har det nogen betydning for det færdige resultat, om der males med sort tusch bag på den runde papskive?
  • Prøv at farvelægge mellemrummene på bagsiden mellem de udklippede "vinduer", med sort tusch. Stil dig foran spejlet igen og drej skiven rundt. Kan du se nogen forskel? Og hvad kan forskellen skyldes?

Faglig forklaring

I filmens barndom blev der eksperimenteret med forskellige opfindelser for at få billeder til at bevæge sig. Phenakiskopet blev opfundet i midten af 1800-tallet og blev hurtigt ret populært.

Phenakistoskopet består af en rund skive, som kan rotere om en akse. Langs kanten er der små spalter med lige store mellemrum. På bagsiden er der tegnet figurer for hver spalte, som tilsammen udgør forskellige stadier af en sammenhængende bevægelse.

Hvis man kigger gennem spalterne mod et spejl (mens skiven drejer rundt), ser det ud som om, tegningen bevæger sig. I virkeligheden kan vi slet ikke se levende billeder, men vores hjerne bliver snydt, når billederne skifter hurtigt. Årsagen er, at det forrige og det nuværende billede nærmest flyder sammen, og vi opfatter det som en sammenhængende bevægelse.

Øjet kan ikke nå at omstille sig så hurtigt til det nye synsindtryk. Og takket være denne træghed i øjet, kan vi få en illusion af bevægelse og dermed alligevel opleve levende billeder.

Med hurtig fart oplever vi en jævn bevægelse i de tegnede figurer, man kan se gennem spalterne. Men man må dog ikke dreje for hurtigt, for så kan vores øje/hjerne slet ikke følge med. Der skal være lys, da vi kan opfatte flere billeder i stærkt lys end i svagt.

Det menneskelige øje kan kun adskille 10 enkeltbilleder i sekundet i svagt lys og ca. 60 enkelt billeder i sekundet i stærkt lys. Ved 24 billeder pr sekund kan øjet / hjernen ikke opfatter dem som enkelte billeder, og vi oplever derfor filmen som flydende. I Danmark bruger filmbranchen 25 billeder i sekundet. Antallet passer godt med kravet og med strømforsyningens frekvens (idet vekselstrøm skifter retning 50 gange i sekundet, og antal billeder således går op i frekvensen). I USA benyttes 30 billeder pr sekund. Det passer også godt med kravet og med den amerikanske frekvens (vekselstrømmen skifter her retning 60 gange i sekundet).

Man har bl.a eksperimenteret med billedkvaliteten ved at gå op i frekvens, men det har vist sig langt mere rentabelt og effektivt, at bruge film med højere opløsning.

Filmens historie
Filmteknologien er kommet ufattelig langt, siden de første små animationer blev lavet med filmhjul og lignende teknikker. Phenakistoskopet blev opfundet i 1832 og i 1834 kom zoetropen til verden. Begge disse opfindelser kunne dog ikke vise rigtige film – kun animationer. Med opfindelsen af celluloid-filmen og filmkameraet blev det dog muligt at lave rigtige film i løbet af 1880'erne, og mod slutningen af det 19. århundrede åbnede de første biografer.

Der var dog stadig ingen lyd på filmene, så for at undgå at publikum skulle se film i stilhed, sad der en pianist og spillede musik, som passede til filmens stemning. Dette foregik frem til 1920'erne, hvor det blev muligt at lægge lyd på filmene. Efter 2. verdenskrig blev det muligt at lave film i farver, men det blev først almindeligt i slutningen af 1960'erne.

I 1973 blev der for første gang anvendt computergrafik i en film, og op gennem de næste årtier blev computeren i stigende grad inddraget i filmproduktionen. Den første film, som udelukkende var lavet på computer, var Toy Story fra 1995. I dag er det muligt at se film i 3D i biografen, og som man kan fornemme, er filmteknologien et område, der konstant er i udvikling. Har du selv lyst til at prøve at lave en animation med en tændstikmand på din computer, kan du prøve det med Pivot Stickfigure Animator.

Interessante links

Forsøget er produceret af Sciencetoymaker, hvor mønsteret til forsøget kan hentes. Om filmteknologiens udvikling på Wikipedia.org.