Hvilken gas tror du, der bliver produceret under forsøget?
Udgiften til forsøget er ca. 3 kr.
Prøv også Testotekets forsøg “Global opvarmning på dit køkkenbord”, hvor du selv skal producere CO2 og lave drivhuseffekt i en opvaskebalje!
Bagepulver og eddike reagerer kemisk og danner CO2. CO2 er en tung gas, men der dannes så meget, at det til sidst fylder hele ballonen og den pustes op. CO2 er en luftart, som også findes i atmosfæren og i den luft vi udånder.
Når du bager en kage med bagepulver, reagerer bagepulveret også kemisk med vandet i kagen og danner CO2. Det får kagen til at hæve.
CO2 er tungere end almindelig luft. Derfor er ballonen, der er pustet op ved hjælp af bagepulveret, tungere end ballonen, der er pustet op på normal vis.
Flasken indeholder en høj koncentration af CO2, og når CO2 hældes ned over lyset, går det ud, fordi luften omkring ilden ikke indeholder nok ilt til, at lyset kan brænde. Læs mere om CO2.
Du bemærkede nok, at den CO2, der blev dannet i flasken, var helt usynlig. Det vil sige, at en synlig lysstråle kan få lov til at passere igennem en sky af CO2 ganske uhindret uden at blive absorberet.
Lyser man derimod på CO2 med infrarød stråling (også kaldet varmestråling), vil næsten al strålingen blive absorberet, og strålingens energi vil blive brugt til at varme CO2’en op. Dette skyldes, at CO2 er en såkaldt drivhusgas. Det betyder, at CO2 er en gas, som er meget god til at opsluge varme. Andre drivhusgasser er f.eks. vanddamp, ozon (O3) og methan (CH4).
Infrarød stråling er på sin vis det samme som synligt lys. Den eneste forskel er, at bølgelængden af infrarød stråling er meget længere, og at det derfor ligger uden for det spektrum vores øjne kan opfatte.
Når solens lys når jordens atmosfære, passerer det uhindret igennem og varmer jordens overflade op. Idet jordoverfladen bliver varm, begynder den at sende infrarød stråling ud i rummet. En del af den stråling absorberes af luften og atmosfæren varmes således op.
Det er først og fremmest, fordi jordens atmosfære indeholder CO2, at den absorberer den infrarøde stråling og varmes op. Selvom atmosfærens indhold af CO2 kun er ca. 0,04%, har gassen en stor indvirkning, idet CO2 er en utrolig effektiv drivhusgas.
Drivhusgasserne virker således som en slags isolerende lag, der holder på varmen i atmosfæren, oceanerne og jordoverfladen. Altså ligesom glasset i et drivhus. Jo højere CO2-koncentrationen er i Jordens atmosfære, jo større del af den infrarøde stråling fra Jordens overflade bliver tilbageholdt, og bidrager til opvarmningen af atmosfæren.
Vi kan være glade for, at der er noget CO2 i luften, for uden drivhuseffekten ville der gennemsnitligt være 30 grader koldere overalt på jorden. Bliver koncentrationen af CO2 i atmosfæren for høj, vil det dog medføre en global opvarmning og sandsynligvis drastiske klimaændringer.
Vi forbruger alle hver dag en masse energi i form af f.eks. el og varme. En god del af den energi produceres ved forbrænding af fossile brændstoffer som benzin, gas, kul og olie, hvilket frigiver store mængder CO2.
En typisk dansker har et personligt CO2 udslip på hele 6 tons hvert år. Atmosfærens indhold af CO2 er igennem de sidste 100 år steget drastisk på grund af menneskets CO2-udslip, og det totale CO2-udslip på verdensplan stiger stadig den dag i dag.
Ved at spare på energien i hverdagen, f.eks. bruge sparepærer og tage cyklen i stedet for bilen, kan man nedbringe sit personlige CO2-udslip og dermed hjælpe til at undgå en drastisk global opvarmning.
Bagepulver er teknisk udstyr. Det er et hævemiddel, som bruges i bagværk. Det består af natron (NaHCO3), en syre og noget stivelse. Når det går i forbindelse med vand, reagerer syre og natron og danner CO2. CO2 laver lufthuller i dejen, når du bager kager.
Ved at komme forskellige luftarter i ballonen kan du undersøge, hvordan de bevæger sig. Prøv at puste op med luft fra lungerne, prøv at puste op med en pumpe, prøv evt. med heliumgas, hvis du har noget. Din variabel er luftarten.
Virkningsfuld kompetenceorienteret naturfagsundervisning indeholder bl.a. elementer af problembaseret og elevstyret undervisning. Et greb, du som underviser kan bruge, er at implementere åbenhed, ved at stilladsere undersøgelserne med frihedsgrader.
Problembaseret og elevstyret undervisning er kendetegnet ved, at eleverne arbejder selvstændigt med egne undersøgelser. Eleverne skal finde egne svar, og det skal ikke være givet på forhånd, hvad de skal. Eleverne skal ikke reproducere eller genskabe allerede eksisterende undersøgelser.
Som underviser udvælger du en grad af frihed samt hvilket trin, den skal implementeres i. Astra opdeler en undersøgelse i følgende seks trin, hvor du kan arbejde med implementering af frihedsgrader.
Tilmeld dig Astras nyhedsbrev og få ny inspiration til din undervisning i naturfag og naturvidenskab - herunder de nyeste Testotek-undersøgelser