Undersøg, om man kan slukke for en magnet og få den til at slippe dens last af papirklips.
VIGTIGT – læs dette sikkerhedsafsnit, inden du går i gang Både batteri og elektromagnetens vindinger kan blive meget varme, når kredsløbet er sluttet. Det er derfor vigtigt, at kredsløbet kun er sluttet i så kort tid som muligt.
Undersøg magnetens evne til at slukke og tænde, når du ændrer en variabel.
Du kan eksempelvis tage tiden, magneten er om at slippe klipsene, efter du har slukket for den.
Det er ikke muligt at ‘slukke’ for en permanent magnet. Deraf navnet permanent magnet. Derfor har permanente magneter begrænset anvendelsesmulighed i kraner. Løfter man en tung ting, er det simpelthen umuligt at få magneten til at slippe igen, medmindre man kommer med en endnu stærkere magnet.
Elektromagneter kan man slukke for. Der kan dog gå lidt tid, inden lasten af klips slipper. Det skyldes, at sømmet og de enkelte klips fortsætter med at være magnetiske i et stykke tid. Hvor længe de fortsætter med at være magnetiske afhænger af, hvilket materiale de er lavet af. Ud over at man kan slukke for elektromagneter, har de desuden den fordel, at styrken på dem kan varieres ved den strømstyrke, man sender igennem samt antallet af vindinger.
Et batteri er en analog lav-teknologi. Det har en negativ og positiv ende. Der løber elektroner fra den negative til den positive ende, når batteriet tilsluttes et kredsløb. Alligevel siger vi, at strømmen går fra plus til minus. Strømmen er forårsaget af kemiske reaktioner inde i batteriet. Læs mere om batteriet her.
Permanente magneter er en analog lav-teknologi. De fremstilles ved at magnetisere et materiale, der efterfølgende forbliver magnetisk i lang tid. Læs mere om magneter her
Prøv at udføre forsøget med batterier, der har forskellig spænding
Prøv at ændre på antallet af vindinger om sømmet
Prøv at benytte forskellige materialer til elektromagnetens kerne
Virkningsfuld kompetenceorienteret naturfagsundervisning indeholder bl.a. elementer af problembaseret og elevstyret undervisning. Et greb, du som underviser kan bruge, er at implementere åbenhed, ved at stilladsere undersøgelserne med frihedsgrader.
Problembaseret og elevstyret undervisning er kendetegnet ved, at eleverne arbejder selvstændigt med egne undersøgelser. Eleverne skal finde egne svar, og det skal ikke være givet på forhånd, hvad de skal. Eleverne skal ikke reproducere eller genskabe allerede eksisterende undersøgelser.
Som underviser udvælger du en grad af frihed samt hvilket trin, den skal implementeres i. Astra opdeler en undersøgelse i følgende seks trin, hvor du kan arbejde med implementering af frihedsgrader.
Tilmeld dig Astras nyhedsbrev og få ny inspiration til din undervisning i naturfag og naturvidenskab - herunder de nyeste Testotek-undersøgelser