Gå til hovedindhold

Vindviser

Inden du starter

Det kan du bruge:

  • Et sugerør
  • Farvet karton
  • Engangsplastickrus
  • En blyant med et viskelæder for enden
  • En knappenål
  • En tallerken (ikke af pap)
  • Modellervoks eller tape
  • Limstift
  • Saks
  • Kompas

Pris pr. forsøg:
10-20 kr.

Sådan gør du

  1. Lav med saksen et lille hul i bunden af plastickruset og stik derefter blyanten igennem, så den sidder fast i hullet med viskelæderenden opad.
  2. Klip af karton to små ens trekanter ud (vindmålerens spids) og to ens romber ud (vindmålerens bagende) og et lidt større kvadrat, hvor du skriver Nord, Øst, Syd og Vest i hjørnerne (se billede).
  3. Lav et hul med saksen i midten af kvadratet og træk det ned over blyanten, så det sidder fast.
  4. Klip den bøjelige del af sugerøret af. Påfør lim på den ene side af hver af trekanterne og romberne og lim dem sammen, så de sidder fast i hver ende af sugerøret som en pil. Pilespidsen skal vende vandret og rhombe-endestykket skal vende lodret.
  5. Stik knappenålen gennem midten af sugerøret og ned i viskelæderet på blyanten. Sugerøret skal nemt kunne dreje rundt.
  6. Sæt til sidst vindviseren fast på tallerkenen ved hjælp af modellervoks eller tape. Tag den færdige vindviser med udenfor et sted, hvor vinden blæser uhindret. Placér ved hjælp af kompasset vindviseren, så kvadratets hjørner peger mod de rigtige verdenshjørner. Spidsen på pilen viser nu hvilken verdenshjørne, vinden blæser fra!

Hvad tror du?

  • Hvilken vej blæser vinden fra?
  • Skifter den retning i løbet af en dag?
  • Er der tidspunkter på året, hvor den blæser mest fra en bestemt retning?

Forklaring

Mindst mulig modstand for sugerøret...
Fordi sugerøret kan dreje frit vil det altid stille sig, så det føler mindst vindmodstand – og det gør det netop, når spidsen af pilen peger i den retning, hvor vinden kommer fra. Det er derfor, at pilen altid peger mod det verdenshjørne, hvor vinden blæser fra.

Vejret er som vinden blæser
Vejret i Danmark afhænger i høj grad af, hvilket verdenshjørne vinden kommer fra. Meteorologer skelner mellem maritime og kontinentale vinde og polare og tropiske vinde, når de skal forudsige vejret. De maritime luftmasser kommer til os fra havet og de kontinentale har blæst over land. Vind fra nordvest er f.eks. en polar maritim vind. Det betyder, at den er kold og giver vådt vejr. Vind fra Nordøst er derimod en polar kontinental vind, der giver koldt og tørt vejr. Blæser det fra sydvest kaldes det en tropisk maritim vind og det giver lunt og vådt vejr.

Mere vind og ekstremt vejr i Danmark?
Mange klimaforskere mener, at øget drivhuseffekt ikke kun fører til opvarmning, men også til flere ekstreme vejrbegivenheder. Beregninger for Danmarks fremtid, hvis CO2 udslippet ikke reduceres på verdensplan viser, at vi vil få flere og længerevarende hedebølger, længere tørkeperioder om sommeren, men samtidig kraftigere nedbørs-perioder og øget vindstyrke i de kraftigste storme.

Vind skaber forandring i vejret, som vi oplever omkring os. Vinden distribuerer regnen og bærer store mængder af fugtighed fra havet ind over land, modererer temperaturer ved at sprede varm og kold luft hen over Jordens overflade og den hjælper os til at trække vejret bedre ved at sprede luftforureningen over de store byer. Det globale vindsystem får sin kraft fra to kilder - Solen og Jordens rotation. Solen opvarmer hele tiden Jordens overflade og atmosfære. På grund af jordaksens hældning og Jordens krumning sker der en ulige opvarmning afhængig af sted og tid på året, hvorved høj- og lavtryksområder opstår og går til grunde i en evig cyklus.

Kilde

DMI

Læringsmål og Fælles Mål

  • Fællesfaglige fokusområder
    • Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan