Gå til hovedindhold

Slim

workshop - slim 6 - Big Bang 2016

Hvorfor mon?

  • Hvilke forhold har betydning for om et stof er en gas, flydende eller fast?

Inden du starter

Det kan du bruge:

  • Kartoffelmel
  • Frugtfarve
  • Vand
  • En skål

Pris pr. forsøg:
3 kr. 

Sådan gør du

  1. Bland tre dele kartoffelmel med fire dele vand
  2. Dryp et par dråber frugtfarve i blandingen.
  3. Rør blandingen sammen, og tilsæt kartoffelmel el. vand, indtil blandingen minder om slim. Det skal være blødt, når du ikke rører i det, og blive hårdt når du rører.

Hvad tror du?

  • Hvorfor skifter slimen tilstandsform, når du rører i det?

Forklaring

Slimen opfører sig både som et fast stof (når du rører ved den) og som en væske (når du lader den ligge). I slimen ligger der en masse små korn (partikler) fra kartoffelmelet.

Et fast stof
Når du rører ved slimen, kommer kornene til at røre hinanden og slimen bliver et fast stof. 

En væske
Når du lader slimen ligge, lægger vandet sig mellem kornene og kommer til at virke som smørelse mellem dem. Derfor bliver slimen som en væske.

Kviksand
Det er det samme fænomen, der finder sted i kviksand. Jo mere man tramper i kviksandet, des bedre sidder man fast. Her er det kornene (partiklerne) i kviksandet, der bliver presset sammen ved bevægelse.

Når ketchuppen sidder fast
Du møder også et lignende fænomen, når kechuppen sidder fast i flasken. Først når du banker rigtig hårdt på flasken, kommer den ud. Her er fænomenet bare lidt anderledes, fordi ketchuppen bliver mere flydende, når du bevæger den. 

Fænomenet findes også i maling, yoghurt, mudder og blod.