Gå til hovedindhold

Sjov med sæbebobler

Hvorfor mon?

  • Hvad er sæbebobler lavet af?
  • Kan sæbebobler blive svævende i luften uden at falde til jorden?

Inden du starter

Det kan du bruge:

  • Opvaskemiddel Fairy Ultra original (Helst den, men andre kan også bruges)
  • Glycerin
  • Vand
  • Ståltråd 
  • Sugerør (evt. et tykkere rør) 
  • En ren opvaskebalje 
  • Balloner 
  • Fryser

Sikkerhed:
Undgå at få sæbeboblerne i øjne.

Tip til indkøb: 
Glycerin kan købes i Matas.

Pris pr. forsøg:
5-10 kr.

Undgå at bruge vand med højt kalkindhold dvs. hårdt vand – desto blødere vand desto bedre resultat. Brug gerne regnvand eller demineraliseret vand. Undgå at lave forsøget i skarpt solskin eller i meget tørt luft, da det kan være med til at ødelægge sæbeboblerne. 

Prøv også forsøget "Svævende sæbebobler" fra Testoteket.

Sådan gør du

  1. Lav sæbeboblevandet:
  • 1 dl Fairy Ultra original opvaskemiddel.
  • 2 spsk. glycerin.
  • Fyld op med vand, til du har to liter i alt.
  1. Med sugerør:
  • Dyp spidsen af sugerøret i sæbevandet.
  • Sørg for at holde sugerøret nedad (under vandret).
  • Pust forsigtigt en boble. Når boblen er stor nok, lav en hurtig bevægelse op ad med sugerøret. Dette gør, at boblen river sig løs og svæver.
  • Dyp hånden i sæbevandet – så kan du gribe boblen, uden at den går i stykker lige med det samme.
  1. Form en ring af ståltråd, og prøv den af i sæbevandet!
  2. Frys en sæbeboble:
  • Lav et stativ af ståltråden, der kan stå af sig selv med en ring i midten.
  • Døb ringen fra stativet i sæbeboblevandet.
  • Pust en sæbeboble ud i ringen.
  • Stil nu stativet i fryseren i ca. 10 min.
  • Tag sæbeboblen ud, og prøv at røre ved den.

  1. Få sæbeboblerne til at svæve:
  • Pust ballonen op, og gnid den mod håret, så den bliver statisk.
  • Pust nogle bobler ud i luften, og hold ballonen tæt på.
  • Hvor meget kan du styre ballonerne?

Se Testotek-drengene lege med sæbebobler her:

Eller se en film med frosne sæbebobler her:

Hvad tror du?

  • Hvorfor skal der glycerin i sæbeboblevandet?
  • Hvorfor kan en sæbeboble fryses?
  • Hvorfor bliver boblerne påvirket af den statiske ballon?

Forklaring

Størstedelen af en sæbeboble er vand. Hvis man laver sæbebobler et varmt sted eller i solen, vil de hurtigere gå i stykker, end hvis man laver dem et køligt sted. Dette skyldes, at vandet i sæbeboblerne fordamper hurtigere, når det er varmt, hvilket gør boblerne tyndere og til sidst får dem til at springe. Glycerinen tilsættes for at gøre boblerne mere smidige og for at få dem til at holde længere. Glycerinen lægger sig nemlig på overfladen af boblerne og forhindrer vandet i at fordampe. Boblerne er meget tynde og meget følsomme over for snavs og andet skidt. Det er blandt andet derfor, at boblerne springer, når man rører ved dem med fingrene. Dyppes en ren finger i sæbeblandingen, kan man dog godt røre ved dem, uden de går i stykker. Når man sætter boblerne ind i fryseren, får vandet sværere ved at fordampe. Og når vandet fryser til is, kan boblerne ikke springe. Derfor kan boblerne holde endnu længere, hvis man både bruger glycerin og laver dem et koldt sted! Vand er et såkaldt polært stof. I det enkelte vandmolekyle er der nemlig en positivt ladet ende (hydrogenatomer) og en negativt ladet ende (oxygenatomet). Fordi vand således er elektrisk ladet, kan det blive påvirket af ballonen, der er statisk ladet. Sæbebobler vejer næsten ingenting, og der skal derfor ikke meget statisk energi til at få dem til at svæve.

Vand har en såkaldt overfladespænding. Overfladespændingen skyldes, at vand er et ladet (polært) molekyle. De forskellige vandmolekyler tiltrækker derfor hinanden. Når molekylerne tiltrækkes af hinanden, vil væsken hive ned i de molekyler, der ligger i overfladen. På den måde dannes overfladespændingen. Overfladespændingen fungerer nærmest som en hinde, der gør, at man fx kan lægge en helt ren papirklips på overfladen af vandet, uden den synker. Vandet danner en overflade, som minder om overfladen på et fast stof. Glycerinen er polært og er et større molekyle end vand. Når glycerinen ligger sig i overfladen, vil det danne svage bindinger (såkaldte hydrogenbindinger) med flere vandmolekyler af gangen. Disse bindinger er med til at give boblen mere styrke, samtidig med at vandet får sværere ved at fordampe. Sæben er med til at sænke overfladespændingen til det rigtige niveau, så boblerne kan dannes.

Boblerne kan kun eksistere pga. luften inde i dem. En lille boble har et højere tryk inde i boblen end en stor boble. Boblerne kan bryde lyset i mange flotte farver pga. deres kugleform.