Gå til hovedindhold

Ægget i flasken

Hvorfor mon?

  • Hvad mon vejer mest - kold eller varm luft?
  • Hvor møder du ellers trykforskelle i din hverdag?

Inden du starter

Det kan du bruge:

  • Et blødkogt, pillet æg
  • Varmt vand (fra hanen eller en elkedel)
  • En flaske med stor åbning. Fx. fra Mathilde Café

Sådan gør du

  1. Hæld det varme vand i flasken, til den er halvt fyldt og lad flasken stå et minut.
  2. Hæld vandet ud af flasken og placer det blødkogte æg i flaskens åbning.
  3. Vent og se, hvad der sker. 

Hvad tror du?

  • Overvej hvilken betydning trykforskelle har for vejret, fx. når det blæser.
  • Når en bjergbestiger bevæger sig op ad et bjerg, så falder trykket omkring hende. Hvordan kan det være? 

Forklaring

Det kogende vand i flasken gør, at luften inde i flasken blevet varmet op. Varm luft fylder mere end kold luft. Når luften i flasken bliver kølet ned, kommer den til at fylde mindre og der kommer til at "mangle" luft i flasken.

På den måde bliver der undertryk i flasken. Undertrykket gør, at ægget bliver suget ned i flasken.

Når luftens molekyler opvarmes, bevæger de sig hurtigere mellem hinanden, hvilket gør, at luften begynder at fylde mere. Jo varmere luften er, desto mere fylder luften og jo færre luftmolekyler kan flasken indeholde. Når luften i flasken igen afkøles, begynder molekylerne igen at bevæge sig langsommere, dette bevirker, at luften fylder mindre og der skabes et undertryk i flasken.

Undertryk i syltetøjsglas
Har du prøvet, når låget på et nyt glas syltetøj sidder fast? Du vrider låget, indtil det pludselig siger "svup" og låget kan drejes af.

Når syltetøjet (rødbederne, asierne eller de soltørrede tomater på dåse) bliver hældt ned i glasset er det varmt. Og luften mellem syltetøjet og låget er varm.

Når du vil åbne glasset er luften i glasset kølet ned. Den kolde luft fylder mindre og derfor er der blevet undertryk i glasset. Undertrykket gør, at låget bliver suget ned mod glasset og derfor er svært at skrue løs.

Flad cykel om vinteren
Om vinteren kan du opleve, at din cykel er flad, selvom den ikke er punkteret. Det kan skyldes, at du har pumpet den op om sommeren, hvor luften er varm. Når det er koldt, fylder luften i cykelslangen mindre og cyklen virker flad.

Det kan være sjovt at vaske op
Hvis du vasker et glas op i varmt vand og stiller det til at dryppe af på en fugtig karklud vil du opleve, at der trænger vand op i glasset. Det er fordi den varme luft i glasset køler af og kommer til at fylde mindre. Der bliver undertryk i glasset og derfor bliver vandet suget op.